Anderkendelse

Tager udgangspunkt i Berit Bae´s 4 anerkendelses dimensioner.

Anerkendelse er baseret på en ligeværd relation. Det er ikke en måde at kommunikere på, det er en måde at være til stede på.

De 4 anerkendelses dimensioner for en pædagogisk praksis:

Forståelse og indlevelse: at have empati og være aktiv lyttende uanset brugergruppe. Gældende såvel for den verbale som nonverbale kommunikation. Det er vigtigt at være opmærksom og til stede i øjeblikket hvor barnet f.eks. fortæller oplevelser. Hvis man gør det skaber man rum for barnet, hvor den kan udtrykke sine følelser, og komme i kontakt med egne oplevelser og tanker. = det styrker selvværdet hos barnet. Man skal kunne forstå den andens mening og intention. Det er også vigtigt at man tager en lyttende holdning, er åben, og kommer med korte empatiske udtryk - (f.eks. Gennem stemme, tonefald, blik m.m.).

Bekræftelse: bekræfte og spejle oplevelser så de bliver mærkbart tydelige for personen. Kommunikere forståelse tilbage (ikke ros, men åbenhed baseret på lytning – i ros ligger også en voksenvurdering, som bør udelades). Hvis man bekræfter barnet i de oplevelser og følelser det har og giver barnet rum til at komme i kontakt med sine egne oplevelser, får barnet en bedre forståelse af sig selv. Barnet åbner sig noget mere, da den voksne viser sin tillid og interesse til barnets oplevelser.

Afgrænsethed og refleksion: at selv kunne adskille det der foregår i én selv, fra det, som foregår hos andre. At kunne reflektere i forhold til egne følelser, oplevelser og reaktioner. Det at kunne skelne mellem forskellige oplevelsestilstande i sig selv. Det er også vigtigt at pædagogen afgrænser sig selv og giver rum til barnet og dets oplevelser. Selvrefleksivitet og selvafgrænsning er dialektiske, at de skaber forudsætninger for hinanden. Man skal evne dem for at møde andre med anerkendelse.

Åbenhed og opgivelse af kontrol: det er vigtigt at pædagogen er åben overfor barnet og ser barnet som en ligeværdig person med egne rettigheder. Det er vigtigt at pædagogen viser tillid og giver plads til barnet. -> at man skaber en subjekt – subjekt relation, som betyder at man ikke ser ned på barnet eller tager kontrol over barnet og dets oplevelser. At begge parter er ligeværdige. Man skal ikke gå ind og tage styringen eller vurdere ud fra barnets følelser og oplevelser.

Et hvert menneske har ret til at blive anerkendt! At møde andre mennesker med anerkendelse er en værdifuld væremåde, en etisk holdning, som er let at slutte sig til.