en mindeværdig relation

Det er en smuk forårsdag, og jeg møder ind på bostedet "Stjerneskudet", som er et bosted for voksne med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. Jeg har arbejdet på bostedet i nogle år, og er derfor ret sikker i mit arbejde og min relation til beboerne på stedet.
Der er en dejlig duft af nybagt brød, og jeg kan høre kaffemaskinen, som snart trænger til at blive afkalket.
Jeg møder som den første Trine, som er vores nattevagt, og vi laver et overlap og snakker lidt.
Lidt efter møder mette og Lise ind, og vi sætter os, og drikker en lille kop kaffe. Vi begynder så småt at lave arbejdsfordelingen. Jeg kan se i fælleskalenderen at Lasse, som jeg har fået i fordelingen skal have hjemmedag, som betyder, at han ikke skal på "arbejde", men istedet være her hos mig og hygge.
Jeg tænker at det godt kan gå hen og blive en lang dag, men tager det hele med et smil.

Lasse er i aflastning her på bostedet, og kommer ca. hver anden eller tredje uge.
Han er midt i trediverne, og har meget nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. Han er meget selvskadende, og han er svær at tilfredstille både omsorgsmæssigt og i forskellige slags aktiviteter. Han ligner et lille fosterbarn, meget lille og meget krumrygget. Han er meget indelukket, og man har svært ved at få øjenkontakt med ham.
Han vil helst ligge i sin sækkestol med et tæppe over hovedet, for så føler han sig mest tryg.
Det gør meget ondt, at se denne lille fyr være så hård ved sig selv.
Tit kradser han sig selv til blods, og har mange sår og rifter i hovedet.
Man bruger dagligt magtanvendelse på ham, da man vil undgå at han skader sig selv.
Man kan mange gange have følelsen af, ikke at være god nok eller bare følelesen af, ikke at kunne gøre ham tilfreds. Han skriger, og græder det meste af tiden, hvis ikke han ligger enten i hans sækkestol eller seng.
Men da man syntes han skal opleve andet end det, fiser man tit rundt fra det ene til det andet sted, for at gøre ham tilfreds, men ikke så tit hjælper det.

Nu er alle beboerne kommet afsted på "arbejde", og der er nu tid til at skulle "hygge" med Lasse.
Jeg sætter lidt afslappende musik på i stuen, og giver ham lidt morgenmad. Han kan tit være svær at spise med, da han pludselig kan blive meget sur og selvskadende, og så er der ikke så meget at gøre, men utrolig nok er han meget rolig, og han er meget sulten og virker til at være godt tilpas. Jeg beslutter mig derefter for at lægge ham ned i sækkestolen, så han kan nyde stilheden i huset. Og det gør han i fuldedrag. Han kommer med de der små grynte lyde, som får et hvert menneske til at smile. Der er i det hele taget en rigtig god og harmonisk stemning.
I mens kan jeg lige nå nogle af de praktiske. Lidt senere tænker jeg, at nu vil bruge min tid på at hygge med Lasse, og jeg ligger mig forsigtigt ned hos ham i sækkestolen, og prøver at få en positiv og nær relation med ham. Jeg aer ham lidt på ryggen og synger nogle forskellige børnesange. Han virker til at nyde det. Jeg vil virkelig vise min omsorg, og se om jeg ikke nok kan skabe, en rigtig nær kontakt med ham.
Men jeg har dog stadig i baghovedet, at det nok ikke vil vare længe, før han bliver meget utilfreds over situationen. Men tværtimod og utrolig nok, tager Lasse meget i mod min omsorg, og udstråler megen glæde.
Jeg får ham til at være tryg, og han nyder øjeblikket.
Han griner på hans meget specielle måde, og jeg prøver at efteligne hans mange forskellige lyde. Det syntes han er meget fascinerende, og man kan se han lytter til mig. Lidt efter kommer han igen op i sin kørestol, da det er ved at være frokosttid. Jeg får ham godt ned i kørestolen, og derefter kigger Lasse på mig, og kommer med det mest fantastiske grin. Vi udveksler en meget tæt øjenkontakt, og har følelsen af at tiden står stille. Pludselig løfter han sine små tynde arme, og rækker ud efter mig. Han vil give mig et knus, og jeg tager glædeligt imod det. Jeg svæver derefter på en stor lyserød sky, og er så lykkelig over endelig at kunne gøre noget godt for denne lille fyr. Det er en dejlig følelse af at være god nok. Det er virkelig et stort skulderklap, som jeg har ledt længe efter at få, og det er så dejligt at få lidt igen, og vide at han nu for en gang skyld tager imod min omsorg. Jeg går herfra, og er fyldt med selvtillid. Jeg nyder oplevelsen af en tæt relation, jeg nok aldrig vil glemme!