En sommerdag

Det er en lun og smuk sommermorgen. Jeg møder, som så ofte om lørdagen, på bostedet Skovfjord – et bosted for voksne med nedsat psykisk og fysik funktionsevne. Jeg har efterhånden arbejdet på Skovfjord nogle år, og føler mig sikker i mine relationer til og arbejdet med beboerne.
Denne morgen møder jeg ind med en kvindelig – mere erfaren – kollega. Der er ikke mange beboere hjemme, og vi beslutter os hurtigt for at pakke bussen og køre en tur ud i det solskinsbelagte Danmark.
Beboerne er glade ved tanken om, at vi skal på tur. Især én kvindelig beboer, Lone, udviser stor entusiasme og begejstring. Lone er midt i trediverne. Hun er en stærk kvinde, med et stærkt temperament. Hun har ikke et fuldt udviklet sprog, men udtrykker ønsker og behov – eller mangle på sammen – ved hjælp af enkelte ord og lyde. Jeg har mange gange været på tur alene med Lone, og har kun oplevet det, som værende meget positivt.
Turen går til et skønt naturområde med både skov og strand. Mange andre end os nyder det gode vejr, og det vrimler med sommerklædte mennesker. Det lykkes os at finde en ledig bænk, og vi dækker op til frokost, hvor vi i hyggelige omgivelser kan nyde vores medbragte mad.
I mellemtiden har Lone dog fået øje på en nærliggende grill- og isbar. Lone er meget madglad, og er særlig glad for mad tilberedt i friture. Madpakken har derfor mistet hendes interesse, og hun skubber den bestemt fra sig. Hun får af vide, at det enten er madpakken eller ingenting. Vi er fastholdne i denne besked, da hun gentagende signalerer, at hun vil have grillmad. Hun bliver gal og rejser sig hidsigt fra bordet. Hun raser, og begynder at gå frem og tilbage langs vandet. Vi lader hende gå for sig selv, og efter lidt tid skifter humøret, og hun vender tilbage til os andre.
Da vi har fået dyppet tæerne i vandet, synes vi, det er passende at slutte den hyggelige tur af med is. Vi kører hen til grill- og isbaren. Her er der endnu flere mennesker, og det vrimler med biler, der kører ind og ud af parkeringspladsen. Beboerne får en is, men halvt inde i isen kaster Lone sin is fra sig, og tramper ind i isbaren, hvor hun begynder at skubbe voldsomt til stole og borde. Min kollega farer efter hende, og det lykkes hende at aflede Lone med en brochure og få hende guidet hende med ud.
Det er nu tid til at tage hjem. Vi får pakket sammen, og går over mod bussen. Men Lone vil ikke med bussen. I stedet begynder hun at rykke voldsomt i håndtaget på en parkeret bil. Da hun får besked på at stoppe, bliver hun rasende og sætter i løb hen imod kørende biler. Min kollega løber efter hende, og må med magt fastholde hende. Lone smider sig råbende og skrigende ned på vejen, imens hun slå og sparker i frustration. Det ser voldsomt ud, og de mange omkringværende mennesker ser forskrækket på. Imens min kollega holder Lone, løber jeg tilbage til bussen for at hente noget, der kan aflede Lone. Imellem tiden begynder det at regne. Som skyr på en klar himmel, vender Lones humør, og hun rejser sig glad og smilende fra jorden. Hun tager mig i hånden, og vi følges stille og roligt tilbage til bussen i højt humør.